Mark’s synsvinkel på sommertogt 2011
Noget er at sejle fyn rundt – noget andet er at sejle jorden rundt – et eller andet sted der imellem er vores togt. Man indstiller sin tålmodighed ud fra en af disse distancer, og forbereder sig mentalt på, hvor langt man skal. Når man derefter har vænnet sig til tanken om det, er man forberedt og humøret stiger derefter. Man kan være meget målrettet og have meget mod når man starter, samt undervejs, men det kan der hurtigt vendes op og ned på. Og det har jeg også i den grad været ude for i år! Tidevandet i Nordsøen er hovedårsagen til dette.
Første eksempel på det var, da vi sejlede fra Brunsbüttel til Cuxhaven (tre timer med 5 knob). Vi startede ud med ca to knobs medstrøm, som gjorde at vi sejlede ca 7 knob. Det gjorde at mit humør var så højt, at Nicolaj og daddy blev godt trætte af mig – gejsten medførte konstant trimning, opmuntrende slagsange, dårlige jokes osv… En time senere da strømmen hurtigt vendte, og gav os to-tre knobs modstrøm, var det straks værre – jeg mistede al gejsten og blev enormt sløv, gad slet ikke mere, jeg ville bare sidde og glo – vi sejlede nemlig kun 2-3 knob på dette tidspunkt, og navigatoren beregnede at vores tre timers tur ville tage fem timer alt i alt… Jeg blev slået helt ud af noget så simpelt som modstrøm.
Det kan lyde svagt.
Man kan beregne et stræk til at være mere end to døgn langt, og sætte sig op til det – men hvis man så undervejs ændrer planen og nedsætter ruten til omkring 35 timer, indordner man sig efter dette psykisk. Og det gør, at man ikke har lyst til at sejle i længere tid Det gjorde jeg nord for Holland tidligere på vores togt. Og når man så får at vide tre gange på tre timer, at der er seks timer til at man er i havn, så gider man sgu ikke mere. Så kan det hele være lige meget – man mister al gejsten og er sådan set ligeglad med hvad som helst.
Dette er ikke en egenskab jeg er stolt af, men jeg arbejder på det!
Når man sejler fra Cuxhaven (Tyskland) til Ijmuiden (Holland), er man selvfølgelig forberedt på at man skal være længe på havet, og tanken om at skulle være på havet i mellem to og tre døgn, rørte mig ikke, det gør det i øvrigt stadig ikke – jeg tror bare det handler om at lave en præcis plan over, hvor lang tid det vil og kan tage, så man ikke kan få kæmpeskuffelsen, der kan gøre turen til noget man ikke gider.
Nicolaj derimod er lidt mere ”ligeglad” indrettet. Han er altid glad, så af en eller anden mærkelig grund bliver han ikke påvirket på sammen måde af det som jeg. Han har en underlig form for psyke den dreng – selv noget som en slem tordenbyge, rører ham ikke det mindste – og det begriber jeg som storebror ikke…
Min far er omdrejningspunktet for denne tur, uden ham kunne det ikke have ladet sig gøre. Han bruger rigtig meget tid på at måle, beregne og planlægge – han har gjort det muligt at sejle den sydlige del af Nordsøen rundt. Og så står han op om morgenen – Nicolaj og jeg sover til middag hver dag og hvor langt er vi så lige nået, når ham den gamle har sejlet siden meget tidligt??
Når det så er sagt, skal man huske på at dette skaber en god rytme i soveskiftene, som er en meget vigtig faktor. Søvn- og sultmangel er to ting der kan gøre turen meget lang – så det handler om at gøre begge ting regelmæssig – have en nogenlunde fast plan over det.
Efter dette togt er en tur som Holland til England, blevet som en søndags sejlads for os – et stræk på ca 20 timer, er ingen udfordring for os mere.
I dag begiver vi os ud på vores sidste ”lange” stræk, og jeg har forberedt mig selv, sådan at jeg ikke går ned. Og vi har aftalt at spise og sove regelmæssigt, så gejsten er i top konstant.
Jeg får læst mere end før og får tid til at tænke over tingene. Nicolaj og jeg er gode venner og hygger os. Det er blevet hverdag og gad vide om vi kan tilpasse os hverdagen derhjemme?
Mark
