søndag den 17. juli 2011

Fra Engeland til Holland der sejled en X95



Fredag morgen kl. 0530 var det afgang fra Lowestoft. Vi anmode havnekontrol om at forlade havn og marina via VHF og fik tilladelse. Kursen var øst og ikke meget vind, men 2 – 3 m høje dønninger fra nord - hoppetur. Musikanlægget underholdt med den engelske kanal Heart, som sender god popmusik. Ved middagstid vågnede drengene og vinden kom. Op med sejlene og nu kun den behagelige lyd af bådens bevægelser i gennem bølgerne. Ellers er der ikke meget at se herude. Et par enkelte skibe og boreplatforme. Ved Englands kyst er der en del Suler, der er meget elegante i deres flight. Længere ude møder vi mange Lomviere og et par flokke Malemukker. Da det var første gang jeg så dem var jeg helt oppe at køre over at nyde synet af endnu en ny fugl til min samling over observerede fugle. Ja – lommeornitolog siden jeg var 15 år og glæden er der stadig. Da vi nåede halvvejen kl. 16 var vi klar over at det gik stærkt i dag. Efterhånden som vinden lavede bølger fra syd tog de mere og mere magten over dønningerne og ved 18 tiden kunne jeg lave skipperlapskovs til besætningen. Robert Robotarm havde nu styret i 6 timer og tilsyneladende rigeligt strøm. Jeg fik et par timers søvn inden det blev mørkt og vinden tog lidt til og drengene sejlede stærkt. Da det blev mørkt blev fuldmånen tændt og viste os vej gennem vandbjergene. Ud for Ijmuiden lå en del tankere for anker og der var hele tiden noget at se på og holde øje med. Kl. 0130 passerede vi havne indløbet til Ijmuiden og lagde os ind i marinaen, idet vi skulle tanke til den videre færd. Der blev lavet hønsekødssuppe til en glad og stolt besætning. Nu havde vi krydset Nordsøen og sat fod på det engelske ørige. Det engelske gæsteflag blev strøget og det hollandske sat op igen.
Lørdag kl. 1000 blev vi sluset ind i Holland og 2 timers motortur til en Amsterdam forstad på nordsiden af kanalen, Zaandam. Vi skulle på udflugt til Zaanse Schans, hvor der er et området med gamle vindmøller, der stadig var i brug og man kunne komme ind og se hvordan de fungerede.
Søndag står på Amsterdam og da vejr udsigten ser skidt ud er det nok bare hjemad op igennem Hollands vandveje og ud ved Terschelling og så østover mod Cuxhaven.
Team Next Level. Alt vel ombord. Humøret er stadig højt. Drengene kan snart alle sommerhitsne uden ad.